Jeg lærte at rette ryggen – også uden hår

Hej, jeg hedder Mette, jeg er 27 år gammel, og her er historien om mit hårtab:

Jeg tabte håret første gang i januar 2011, hvor jeg var 13 år gammel. Vi havde været på weekendtur til København, jeg sov hele vejen hjem i bilen og da vi kører ind ad indkørslen, ligger det meste af mit hår i bunden af bilen.

Før hårtabet var jeg den pige, som havde håret sat hver dag. Jeg kunne bruge flere timer aftenen før med at flette alt håret, så jeg havde krøller i skolen dagen efter. Jeg var festens midtpunkt, jeg havde flest roller til skolekomedier og stod forrest til julekoncerter. Kort sagt, så brugte jeg mit hår til at udtrykke mig selv, og jeg var en stor personlighed. 

Da håret forsvandt, forsvandt jeg med det!

Da så håret forsvandt, forsvandt selvtilliden. Jeg var ved lægen, men her fik jeg at vide, at lægen kendte en kvinde på 65 år, som også tabte sit hår. Hun talte op, hvor mange hår hun tabte i badet hver dag. Ikke lige det, som en 13 årig pige vil vide. Jeg kom til hudspecialist, hvor jeg fik at vide, at måske kom håret igen, måske kom det aldrig.

Jeg gemte mig bag huer og hårbånd det første halve hår, fordi jeg var bange for at være den "mærkelige" pige. Der findes ingen billeder fra denne periode. Da vi ramte sommeren 2011 måtte jeg anerkende at håret kom igen, men ikke på samme måde som før. Her blev jeg klippet korthåret første gang.

At vokse op som den, de pegede på

Mange år gik, hvor mobning var daglig kost. Mine klassekammerater fortalte de små klasser, at hvis de rørte mig, så smittede det, og så ville de tabe deres hår. Hvert år til Kræftens Bekæmpelses uge/Knæk Cancer stoppede folk mig på gaden, for at fortælle, at de havde støttet med penge, så jeg kunne blive "redet". Gang på gang fortalte jeg, at jeg ikke var døende med kræft, men til sidst blev jeg mere og mere rasende, når folk begyndte at tale. Jeg fandt roen ved mine heste og ved at være kreativ. Da jeg endelig kunne slippe fra folkeskolen, så ville jeg væk fra alt og alle, og starte på en frisk.

Jeg valgte gymnasiet efter, hvor alle andre skulle hen. Jeg skulle i modsatte retning. Her fik jeg min første kæreste, selvom jeg havde karseklippet hår. Jeg fik venner og veninder, og det hjalp med at modstå at blive stirret på hvor end jeg gik. Jeg gav mig selv den regel, som hed: ét stykke sort tøj om året, hvilket vil sige, at jeg ikke måtte købe sort tøj, kun ét stykke.

At eje blikkene i stedet for at gemme sig for dem

Jeg troede, at jeg ikke kunne få paryk, da der ikke var nogen, som havde nævnt det for hverken mig eller mine forældre. Vi havde gået i troen om, at det ikke var en mulighed for mig. Dertil var jeg nok også ret så stædig og satte mig på tværs hver gang nogen nævnte paryk. Rigtig teenager.

Da jeg nåede de 18 år begyndte bylivet og festerne. Jeg opdagede, at dét folk ikke turde at gøre ædru, det gjorde de fulde. Folk rørte mit hoved uden at få lov, og de dumme komplimenter kom: du ser smuk ud, selv om du ingen hår har. Jeg begyndte at se direkte i andres øjne, når de stirrede. Jeg begyndte at rette ryggen og gå, som om jeg ejede byen, i stedet for at prøve på at blende ind. Jeg begyndte at gå mere og mere farverigt klædt, samt vildere og vildere sko. Dette var en copingmekanisme: folk lagde mærke til mit tøj først og ikke mit hår.

Jeg starter på uddannelse til pædagog og indser hurtigt, at det er de skæve individer, som jeg vil arbejde med. De børn, som ikke har det nemt, dem som bliver holdt udenfor, som jeg selv gjorde. Jeg vil være den voksne, som jeg selv manglede som barn i skolen. 

Valget jeg ikke troede, jeg havde

Da vi nåede sommeren 2024 begynder tankerne om paryk. Hvad mon man skal gøre, for at få én? Kan jeg få tilskud, osv. En dejlig kollega skubbede mig ud i det, hvad kunne gå galt ved at prøve, og jeg sendte en ansøgning om tilskud til paryk.

Det lykkedes at få tilskud, og mulighederne var lige pludselig uendelige. Det eneste, som jeg var sikker på, var, at jeg ikke vil være blondine. Jeg var simpelthen bange for, at jeg vil ligne lille trettenårige Mette igen. På min 27 års fødselsdag kommer jeg første gang til Toftild, og jeg har min kæreste Magnus med. Jeg prøver alle hårfarver, men jeg indser hurtigt, at jeg må slippe frygten om den blonde paryk, da det var det, som så bedst ud. 

Det tog dog noget tid for familien at vænne sig til håret. Min bonusdatter ville helst have, at jeg gik uden paryk det første lange stykke tid. Jeg prøvede endda at være til en kæmpe familiefest, hvor det først gik op for folk, hvem jeg var efter tre timer. Nye spørgsmål og kommentarer kom: Hvorfor paryk? "Jamen Mette, du har da altid været uden hår, sådan ser du jo bare ud", osv.

Nu har jeg haft paryk i et år, og hvor er det rart. Jeg kan gå på arbejdet uden at 100 børn skal fortælle mig, at jeg er skallet. Jeg kan tage i storcenter uden, at folk hvisker bag deres hænder. Jeg er stadig åben om, at jeg lider af hårtab, og jeg svarer altid på alle spørgsmålene, men det er bare nemmere, når det ikke er de samme 10 spørgsmål hver dag. Dertil har jeg fået glæden tilbage ved at sætte og flette håret igen.