Plejevejledning til High Heat fiberhår
Med den rette pleje sikrer du, at parykken holder længere og bevarer sin glans og smidighed. Toftild yder kun garanti på fabrikationsfejl, og du skal derfor selv sørge for at give håret den rette pleje. Derfor anbefaler vi, at du følger denne plejeguide.
Ved almindelig daglig brug anbefaler vi, at du vasker din paryk én gang om ugen. Hvis du sveder meget eller bruger parykken ved høj fysisk aktivitet, kan det være nødvendigt at vaske håret oftere.
Vigtige huskeregler
- Benyt kun produkter der er udviklet til High heat fiberhår.
- Hvis parykken skal lufttørre, benyt da et stativ og aldrig et flamingo- eller gummihoved, da parykken ikke kan ventilere.
- Vær forsigtig omkring intense varmekilder, såsom damp fra ovn, brændeovne, stearinlys og lignende.
- Brug aldrig hårfarve eller produkter der indeholder farve.
- Sov eller hvil ikke med parykken på.
- Gør det til en vane, at opbevare parykken på stativet, når du ikke bruger den. På den måde holder den sig bedst i formen.
- Beskyt håret mod solens stråler og misfarvning. Benyt gerne tørklæde eller kasket, hvis du opholder dig i solen.

Hårvask
Bruger du paryktape, skal denne fjernes og klæbefladen rengøres med rensevand eller multisolvent inden vask.
Anvend kun særlige plejeprodukter, der er udviklet til fiberhår og vask i koldt vand. Vi anbefaler Toftilds plejeserie til fiberhår.
Bland ca. 1 spiseskefuld shampoo med 1 liter koldt vand. Lad håret ligge i blød i 2-5 minutter.
Du må ikke gnubbe eller vride håret, når du vasker parykken, da det kan ændre parykkens pasform. Det er især vigtigt, når du skyller og tørrer håret.
Skyl shampooen ud med koldt vand. Skyl oppefra og ned, så du undgår, at håret filtrer.

Hårvask
For at bevare hårets smidighed, skal du bruge balsam efter hver vask.
Bland ca. 1 spiseskefuld balsam med 1 liter koldt vand og lad håret ligge i blød i 5-10 minutter.
Balsam skal ikke skylles ud af håret! Tag blot parykken op og læg den i et håndklæde. Pres forsigtigt vandet ud uden at vride eller gnubbe håret.

Efter hårvask
Hold nu fast om parykken i fronten og ryst den ganske let. Herefter sætter du håret til lufttørring på et parykstativ. Du må ikke erstatte parykstativet med et flamingohoved - det er vigtigt, at parykken kan ventilere.
High heat fiberen kan tåle op til 130 grader når den er fugtig. Det vil sige, at den med fordel kan tørres med en føntørrer på de dage, du ikke har tid til at vente på at den lufttørrer.

Styling
Vi anbefaler, at du bruger Toftild Plejeolie 1-2 gange om ugen for at bevare hårets glans. Spray 2-3 gange ca. 30 cm fra håret i tørt hår, så det kun er støvet fra plejeolien, der rammer hårlængderne.
Anvend en lille børste eller bredtandet kam til at sætte din frisure.
Du kan sagtens anvende stylingprodukter i din paryk, men de skal kunne vaskes ud med koldt vand. Vi har en række stylingprodukter til fiberhår.
Efter 4-5 måneder kan frisuren have en tendens til at falde lidt sammen. Hvis det sker, anbefaler vi, at du bestiller tid til at få parykken opfrisket hos Toftild. Her bliver parykken vasket, frisuren løftet og evt. krøl genskabes.

Sådan glatter eller krøller du din paryk
- Spray først parykken med vand til den er fugtig i håret.
- Indstil dit glattejern/krøllejern på MAX 130 °C.
- Før glattejernet/krøllejernet igennem en lille passé ad gangen.
- Genfugt evt. håret undervejs.
- Lad håret tørre helt før det friseres eller styles.
Spray med Anti-statik spray for at undgå, at håret bliver statisk eller udtørret. Denne kan også med fordel sprayes på håret undervejs i styling processen. Anti-statik spray blødgører håret og giver liv og glans til fiberen, og vaskes let ud igen.