Plejevejledning til kunstfiberhår
Dit nye hår skal behandles skånsomt. Med den rette pleje sikrer du, at parykken holder længere, bevarer sin glans og fylde. Garantien, som Toftild yder, gælder kun fabrikationsfejl. Du skal selv sørge for at give håret den rigtige pleje.
Hold parykken væk fra varmekilder (brændeovn, stearinlys, damp fra kogende vand, ovnlåge og lignende), da fiberhåret ellers kan smelte. Brug aldrig føntørre, krøllejern eller glattejern på fiberhår, da det igen kan smelte.
Sov eller hvil ikke med parykken på. Brug i stedet en nathue eller turban.
Har du spørgsmål til dit nye hår, er du altid velkommen til at kontakte os.
Hårvask
Anvend kun særlige plejeprodukter, der er udviklet til fiberhår og vask i koldt vand. Vi anbefaler Toftilds plejeserie til fiberhår. Bland ca. 1 spiseskefuld shampoo med 1 liter koldt vand. Lad håret ligge i blød i 2-5 minutter. Du må ikke gnubbe eller vride håret, når du vasker parykken, da det kan ændre parykkens pasform. Det er især vigtigt, når du skyller og tørrer håret. Skyl shampooen ud med koldt vand. Skyl oppefra og ned, så du undgår, at håret filtrer.
For at bevare hårets smidighed, skal du bruge balsam efter hver vask. Bland ca. 1 spiseskefuld balsam med 1 liter koldt vand og lad håret ligge i blød i 5-10 minutter. Balsam skal ikke skylles ud af håret! Tag blot parykken op og læg den i et håndklæde. Pres forsigtigt vandet ud uden at vride eller gnubbe håret.
Hold nu fast om parykken i fronten og ryst den ganske let. Herefter sætter du håret til lufttørring på et parykstativ. Du må ikke erstatte parykstativet med et flamingohoved - det er vigtigt, at parykken kan ventilere.
Hvor ofte du skal vaske din fiberhårsparyk afhænger af, hvor meget du bruger den. Ved daglig brug kan det være nødvendigt at vaske den regelmæssigt for at bevare dens naturlige udseende og glans. Til gengæld kan lejlighedsvis brug af parykken tillade en længere periode mellem hver vask.
Styling
Vi anbefaler, at du bruger Toftild Plejeolie 2-3 gange om ugen for at bevare hårets glans. Spray 2-3 gange ca. 30 cm fra håret i tørt hår, så det kun er støvet fra plejeolien, der rammer hårlængderne.
Anvend en lille børste eller bredtandet kam til at sætte din frisure.
Brug aldrig føntørrer, krøllejern eller glattejern på parykken. Brug heller ikke hårfarve eller andre produkter med farve.
Du kan sagtens anvende stylingprodukter i din paryk, men de skal kunne vaskes ud med koldt vand. Vi har en række stylingprodukter til fiberhår.
Efter 4-5 måneder kan frisuren have en tendens til at falde lidt sammen. Hvis det sker, anbefaler vi, at du bestiller tid til at få parykken opfrisket hos Toftild. Her bliver parykken vasket, frisuren løftet og evt. krøl genskabes.