Ja, det kan man godt. Hvis du har en varig, vansirende skaldethed, som følge af enten sygdom, operation eller ulykke, så kan du søge kommunen om et tilskud til paryk. Det er sagsbehandlerne i din kommune, der afgør om du er berettiget til tilskud til paryk. Du søger på borger.dk under ”Ansøg om kropsbårne hjælpemidler”.

Er du kræftpatient, gælder der nogle andre regler, og det kan du læse mere om lidt længere nede på siden. 

Husk at det er et tilskud, og at det ikke er sikkert at kommunen betaler det fulde beløb for parykken. Kommunen yder støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel på markedet. Så ønsker du en dyrere paryk end der ydes støtte til, skal du blot selv betale differencen. Ligeledes skal du huske at søge kommunen INDEN du køber/bestiller en paryk. 

Har du fået bevilliget en paryk af kommunen, er det dit eget ansvar at huske at forny den én gang om året, hvis du stadig har brug for parykken. 

Læs mere om parykker.

 

Frit leverandørvalg

Husk at du altid frit kan vælge, hvor du ønsker at købe din paryk - uanset hvilken leverandør din kommune har indgået aftale med. Tilskuddet følger dig, og det betyder, at du kan vælge Toftild, selvom der står en anden leverandør på din bevilling.

Tilskud til paryk som kræftpatient

Er du ramt af kræft, kan behandlingen medføre, at du mister dit hår midlertidigt. Du får et tilskud til anskaffelse af enten paryk eller hovedbeklædning, og du kan altid selv vælge, hvor du ønsker at bruge dit tilskud. Du er ikke bundet af sygehusets leverandøroversigter.

En paryk eller hovedbeklædning betragtes som et behandlingsredskab, der skal kompensere for bivirkningerne efter din behandling. Ved kemobehandling er hårtabet midlertidigt og tilskuddet udbetales som regel kun én gang.

I 2025 kan du få 4.336 kr. inkl. moms som tilskud til en paryk. Vælger du en paryk, der er dyrere end tilskuddet, skal du blot selv betale differencen. Ønsker du hovedbeklædning, tørklæder eller turbans, er dit tilskud i 2025 på 1.638 kr. inkl. moms. Tilskuddet er det samme i alle landets regioner, men der kan være lidt forskel på, hvordan du får dit tilskud udbetalt. Tilskuddet opjusteres i alle landets regioner hvert år i starten af året.

Region Nordjylland

Hvis du køber paryk eller hovedbeklædning i butikken, klarer vi afregningen med regionen. Du skal kun betale hvis der er en difference mellem det samlede køb og tilskuddet. Køber du hovedbeklædning online, skal du efterfølgende indsende kvitteringen til regionen, som herefter vil udbetale beløbet til din NemKonto.

Region Midtjylland

Er du patient i Region Midtjylland, skal du selv lægge ud for paryk eller hovedbeklædning, både ved køb i butik og online. Efterfølgende skal du selv sende kvitteringen ind til regionen, som vil overføre tilskudsbeløbet til din NemKonto.

Region Syddanmark

Du kan besøge en af vores butikker i Aalborg, Aarhus eller på Frederiksberg, og vi klarer afregningen med regionen. Du kan også købe hovedbeklædning online, og efterfølgende indsende kvitteringen til regionen, som herefter vil udbetale beløbet til din NemKonto.

Region Hovedstaden og Region Sjælland

Hvis du køber paryk eller hovedbeklædning i butikken på Frederiksberg, klarer vi afregningen med regionen. Du skal kun betale hvis der er en difference mellem det samlede køb og tilskuddet. Køber du hovedbeklædning online, skal du selv lægge ud for købet og efterfølgende sende både rekvisitionen samt ordrenummer til os på info@toftild.com. Herefter vil vi fakturere regionen og refundere beløbet til dig.

Kontakt os

Har du brug for vejledning eller har du spørgsmål til dit tilskud til paryk eller tørklæder til kræftramte, er du meget velkommen til at kontakte os. Du kan altid ringe eller skrive til os.

HOVEDBEKLÆDNING TIL HÅRTAB