Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Lajla har levet med alopecia i over 30 år: “Det er en del af at være mig”

Alopecia

Lajla har levet med alopecia i over 30 år: “Det er en del af at være mig”

Lajla var kun teenager, da hun begyndte at miste sit hår. I dag er hun 48 år, har levet med alopecia i mere end 30 år og har ikke haft hår på hovedet siden 2010. Gennem årene har hun oplevet både usikkerhed, svære oplevelser med parykker og den forskel, det kan gøre at finde en hårløsning, man føler sig godt tilpas med. Men frem for alt har hun lært, hvor vigtigt det er at turde være åben om sit hårtab.

Det begyndte med bare pletter i nakken

Lajla var stadig teenager, da hendes frisør opdagede de første tegn på hårtab. På det tidspunkt havde hun meget langt hår, og derfor havde hun ikke selv lagt mærke til de bare pletter, der gemte sig i nakken.

Men efterhånden blev håret tyndere og tyndere.

“Min frisør opdagede det ved, at jeg havde store pletter i hovedbunden omme bag i nakken. Jeg havde mega langt hår, så det var ikke noget, jeg opdagede. Det blev bare tyndere og tyndere, så jeg prøvede at skjule det lidt ved at gå med en hat og sådan nogle ting.”

Til sidst havde Lajla kun en meget tynd fletning tilbage, som hun først fik klippet af, da hun var knap 17 år, da den blev for tynd.

Omkring samme tid blev hun introduceret til parykker. Men den første oplevelse var langt fra den, hun havde håbet på.

Hvad er alopecia?

Alopecia areata - i daglig tale alopecia - er en autoimmun sygdom, hvor kroppens immunforsvar angriber hårsækkene, så håret falder af.

Hårtabet kan vise sig som mindre, bare pletter eller udvikle sig til, at man mister alt håret på hovedet (alopecia totalis) eller hele kroppen (alopecia universalis).

Alopecia rammer oftere blandt personer, der er i slægt med mennesker med autoimmune lidelser. Men det kan også opstå, uden at andre i familien har det.

Læs mere om alopecia her


"Jeg følte ikke, at det var mig"

Som helt ung kom Lajla til en forhandler, hvor hun skulle have sin første paryk. Men det var svært at finde sig til rette i situationen.

“Desværre var jeg jo ikke ret gammel, og hende, der skulle sælge mig den her paryk, var jo omkring 80 år, og det havde jeg bare svært ved at relatere mig til.”

Den første paryk var lavet af kunstfiber, og Lajla følte sig ikke godt tilpas med den. Det var samtidig en alder, hvor mange andre ting fyldte.

“Jeg brugte den ikke ret meget, fordi jeg følte ikke, at det var mig, og jeg følte mig syg. Det var mega svært, og det var nyt. Skulle have en kæreste, og hvordan fortæller man det, uden at man automatisk bliver tilkoblet, at man har kræft?”

For Lajla var det svært at vænne sig til at bruge paryk. Faktisk valgte hun i en periode kun at have den på, når hun var på arbejde.

“Dengang valgte jeg faktisk at putte parykken i en pose, når jeg var færdig med at arbejde. Jeg stod i butik dengang, og så tog jeg den på, når jeg kom igen dagen efter.”


En ny oplevelse med paryk hos Toftild

Senere kom Lajla gennem en lokal frisørsalon i kontakt med Toftild. Her lærte hun blandt andre Claus og Lise at kende.

Lise hjalp hende med at søge om en bedre paryk, og Lajla begyndte fast at komme hos Claus i Aarhus. Det gør hun stadig i dag.

“Claus og jeg har altid haft lidt en ping-pong. Han har altid udfordret mig.”

For Lajla har det nemlig ikke kun handlet om at finde den rigtige paryk. Den personlige vejledning har også haft betydning gennem årene.

Hun fortæller blandt andet, hvordan hun længe havde svært ved at acceptere, at hun ikke havde nogen øjenbryn. Til sidst valgte hun at få tatoveret både øjenbryn og eyeliner - blandt andet efter opmuntring fra Claus.

“Det var også et skub, jeg fik fra Claus. Så det er sådan lidt den her guidning, der har fulgt med, med det hele.”

I dag bruger Lajla en formstøbt paryk, og hun skifter gerne mellem forskellige frisurer og hårlængder. Nogle gange er det page, andre gange langt hår. Men farven har hun holdt fast i gennem årene: Det røde hår.

“Min er ikke tapet, men den er formstøbt og sidder perfekt. Jeg er mega glad for at have paryk på.”

Da håret forsvandt helt

Selvom Lajla med tiden fandt en paryk, hun følte sig godt tilpas med, var der stadig et håb om, at hendes eget hår en dag ville komme tilbage.

Gennem flere år forsøgte familien sig med forskellige former for naturmedicin i håbet om, at håret ville komme tilbage.

“Vi har jo prøvet alt muligt naturmedicin i flere år for at se, om det ikke kunne komme igen. Men det flyttede sig bare.”

I mange år oplevede Lajla pletskaldethed i perioder. Hun havde også fået fortalt, at håret måske ville komme tilbage, når hun fik børn.

Men sådan gik det ikke.

“Jeg har altid fået at vide, at når du får børn, så får du bare dit hår igen. Det gjorde jeg så ikke. Jeg tabte alt mit.”

Siden 2010 har Lajla ikke haft hår på hovedet.

Selvom hun efterhånden har levet størstedelen af sit liv med alopecia, betyder det dog ikke, at alle situationer er blevet lette. Selv efter mere end 30 år med alopecia kan tanken om at skulle møde en ny partner stadig vække noget af den usikkerhed, hun husker fra ungdommen.

“Nu er jeg alene, og jeg er single. Jeg skal ud på markedet igen som 48-årig og stadig ikke have noget hår. Det giver den der knude i maven. Uanset om du er 16 eller 48 år.”


Åbenhed har gjort en stor forskel

Noget af det, Lajla gennem årene har lagt stor vægt på, er at være åben omkring sin alopecia.

Hun fortæller gerne om sit hårtab, når hun begynder på en ny arbejdsplads, og hun har altid forsøgt at møde andres nysgerrighed med åbenhed.

Det gjaldt også, da hendes søn var lille, og børnene i børnehaven begyndte at stille spørgsmål til hendes hår.

“Da min søn gik i børnehave, var der nogle, der kom hen og spurgte: ‘Hvorfor har du hår på i dag, og ikke i går?’ Og sådan nogle ting. Og der har jeg svaret ‘Vil du se?’ eller ‘Det er også okay at røre.’ ‘Det er ikke noget, der smitter.’”

For Lajla handler det om at gøre hårtab til noget, man gerne må tale om - og som ikke behøver være forbundet med skam.

“Jeg synes, man skal bryde det der tabu der, for det gør det bare meget nemmere for en selv at være i, i stedet for at være forsigtig eller skamme sig. Det skal man ikke.”

Hårtab opleves forskelligt fra person til person

Selvom Lajla har levet med alopecia i mange år, bliver hun stadig berørt, når hun møder andre, der oplever hårtab - særligt børn og unge.

Hun husker blandt andet en pige fra sin tid på handelsskolen, som også havde alopecia, men hvis sygdom udviklede sig meget anderledes end hendes egen.

“Der var en anden pige, der havde det samme som mig. Men hendes, det kom og gik hele tiden, og det synes jeg, det må være svært psykisk. Hendes forsvandt bare over natten, så lå det på hendes pude.”

Det er netop noget af det, der gør indtryk på Lajla. For selvom to mennesker har den samme sygdom, kan deres oplevelser være vidt forskellige.

“Jeg bliver da også berørt den dag i dag, når man møder børn, hvor man kan se, at de har det eller har meget tyndt hår. Så kan man godt tænke: Åh, nogle svære år, man kommer igennem.”


“Der er kommet rigtig mange fine alternativer”

Når Lajla ser tilbage på de mere end 30 år med alopecia, oplever hun, at meget har ændret sig.

Der er kommet flere muligheder inden for parykker og alternative hårløsninger, og samtidig mærker hun, at andre mennesker er blevet mere åbne og nysgerrige.

“Der er kommet rigtig mange fine alternativer til en paryk, og alle er meget nysgerrige på: ‘Må jeg røre den?’ ‘Må jeg mærke?’ ‘Er det ægte hår?’ Jeg er også så taknemmelig for de mennesker, der vælger at donere deres hår,”

Men det er ikke kun hårløsningerne, der har udviklet sig. Lajla oplever også, at det er blevet lettere at tale om hårtab.

“Jo mere åben man er, jo nemmere går man også tingene igennem”

For Lajla er alopecia blevet en naturlig del af hendes liv. Hun har fundet en paryk, hun føler sig godt tilpas med, og hun har lært at være åben omkring sit hårtab.

Det betyder ikke, at der aldrig opstår svære situationer. Men hun har fundet ud af, at det hjælper at turde tale om dem.

“Jeg tror, det er det der med at finde den der åbenhed i det, fordi folk er ikke så forskrækkede mere. Det er bare blevet nemmere med årene, synes jeg. Om det så er min alder, eller om det er folk, der ændrer sig og accepterer tingene, som de er - det tænker jeg er en kombi.”

Og netop åbenheden er noget af det vigtigste, hun gerne vil give videre til andre, der oplever hårtab.

“Så jeg synes, det er rigtig vigtigt, at man deler det. For jo mere åben man er, jo nemmere går man også tingene igennem.”

Se hele interviewet med Lajla her

Har du også oplevet hårtab?

Hos Toftild ved vi, at hårtab opleves forskelligt fra person til person. Derfor tager vi altid udgangspunkt i dig, dine ønsker og din hverdag, når vi hjælper dig med at finde den rette hårløsning.

Uanset om du har alopecia, oplever begyndende hårtab eller blot er nysgerrig på mulighederne, er du altid velkommen til at kontakte os eller besøge en af vores afdelinger.

Læs mere om vores hårløsninger og forløb ifm. hårtab

Læs flere blogindlæg

"Min lillesøster har alopecia" - derfor valgte Amalie at donere 40 cm af sit hår
Hårdonation

"Min lillesøster har alopecia" - derfor valgte Amalie at donere 40 cm af sit hår

“Nu er jeg korthåret, og jeg er virkelig glad for det. Jeg føler mig fri” fortæller 18-årige Amalie om sin hårdonation til Toftild - Love is in the Hair

Læs mere