At donere 1 meter hår til ære for min mor
“Hår er hår - og hår vokser ud igen. På de fleste.”
Det har været mit motto i mange år.
For mig har hår altid været noget, man kunne lege med. Farver, længder, frisurer - det hele vokser jo ud igen.
Men for nogen gør det ikke.
Og det er dér, hårdonation får en helt anden betydning.
Fletninger fra USA i 1997. De blev for tunge, og håret måtte klippes helt af. Dengang var det “bare hår”. Noget, der voksede ud igen.
Da kræft kom tæt på
Kræft er ikke bare noget, der sker for “de andre”.
Min lillebror mistede sin bedste ven, da de kun var 15-16 år gamle. De var en tæt gruppe drenge, og da vennen mistede sit hår under behandlingen, stod han ikke alene.
I 2015 fik min mor konstateret brystkræft. Heldigvis blev det opdaget tidligt, og hun skulle “kun” have stråler. Hun beholdt sit hår.
Men det var dér, jeg stoppede med at farve mit.
Måske fordi jeg allerede dengang vidste, at jeg en dag ville donere.
Første donation
Jeg har altid gerne villet donere hår.
Men når man både farver det og indimellem klipper det kort, kræver det planlægning.
Under min graviditet i 2016 voksede mit hår helt vildt - og det fortsatte, selvom jeg fuldammede. Jeg studsede det selv, og da jeg endelig besluttede mig for at donere første gang, var der ingen gamle farverester tilbage.
I 2020 var det blevet så langt, at jeg kunne sende 40 cm afsted til Toftild.
En veninde fik æren af at klippe det 😍
Det var en særlig følelse. At give noget, som for mig “bare” vokser ud igen - men som for en anden kan betyde selvtillid, værdighed og genkendelighed i en svær tid.
Første donation tilbage i 2020 - 40 cm sendt afsted
Da min mor mistede håret
I december 2023 fik vi den besked, man aldrig er klar til:
Min mor havde fået kræft i bugspytkirtlen.
Denne gang fulgte kemobehandling - og denne gang mistede hun sit hår.
Min mor havde altid haft langt, hvidt hår. Det er vist en familieting. Mit er også på vej derop.
Omkring april 2024 blev hendes hår klippet op til skuldrene, fordi det begyndte at falde af. Hun fik samtidig taget mål til en paryk, som gav hende tryghed i en svær tid.. Så vidt jeg husker, blev hendes hår også doneret 🥰
Senere klippede hun resten af, og jeg hjalp med en skægtrimmer.
Min søn på 7 år var med hele vejen. Han havde et meget tæt forhold til sin mormor og syntes, det var mærkeligt, at hun mistede sit hår.
Vi talte om alt - i børnehøjde. Ingen spørgsmål var forkerte. Han skulle ikke føle sig udenfor. Og sådan er det stadig.
Mor Lene uden og med paryk
1 meter hår - i hendes ære
I marts 2024 røg endnu 30 cm afsted til donation.
Og dér opstod tanken:
1 meter hår.
Ikke på én gang - men samlet.
Anden donation i 2024 - 30 cm sendt afsted
Det er blevet et punkt på min bucket-list. Et mål, der handler om mere end længde. Det handler om at give videre. Om at gøre noget konkret i en virkelighed, hvor man ellers ofte føler sig magtesløs.
Hele familien er heldigvis kommet godt igennem sorgen over at miste vores elskede mor, farmor, mormor og svigermor. Min (måske) sidste hårdonation kommer i slutningen af 2026 eller i starten af 2027.
Hår er hår.
Det vokser ud igen - på de fleste.Men for nogen betyder det alt at få bare en del af sig selv tilbage.
Og hvis jeg kan bidrage med 1 meter hår på vejen, så gør jeg det ❤️
- Stine Andersen
