Pludselig var jeg en kræftramt kvinde

I sommeren 2019 ændrede mit liv sig totalt. Fra at være en frisk og rask kvinde til pludselig at være kræftramt kvinde. Jeg havde fået konstateret endetarmskræft med spredning til min lever. Jeg stod med to børn på 7 og 9 år og med en meget usikkerhed omkring hvad fremtiden ville bringe. Lægerne havde fortalt mig, at jeg ikke kunne helbredes, men kunne få livsforlængende kemo. Med kemoen ville der også følge bivirkninger med, bl.a. at jeg ville tabe mit hår. Jeg tænkte ikke umiddelbart, at det at tabe håret, ville være af stor betydning - for det er jo bare hår og det vokser ud igen.Men jeg blev klogere, for med hårtabet kunne jeg ikke længere skjule at jeg var alvorlig syg, hverken overfor mine omgivelser, mine børn, men det blev også, lige pludseligt, meget virkeligt overfor mig selv, hver gang jeg så mig selv i spejlet. Jeg lignede ikke længere den raske kvinde med fart på altid, men lignede nu en syg kvinde. Mange fortalte mig at jeg så brandgodt ud med det korte hår, men det eneste jeg så var, at jeg så syg ud og jeg så ikke mig selv, når jeg så mig i spejlet, i hvert fald ikke det billede jeg havde af mig selv inde i hovedet.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville have en paryk for, at jeg kunne føle mig som mig selv på trods af sygdommen og kemoen. Med parykken kunne jeg bevæge mig ud i omverdenen uden at folk så skævt til mig eller så på mig med et blik af medlidenhed. Jeg havde brug for at jeg ikke så syg ud. Jeg havde brug for at føle mig smuk og som mig selv og det hjalp parykken mig med.

I 2020 blev jeg opereret og fik fjernet min endetarm og blev levertransplanteret. Kræften var nu væk ifølge sygehuset og jeg kunne nu igen få mit eget hår til at vokse. Jeg gik til kontrol hver 3. måned for at være sikker på at kræften ikke vendte retur. I maj måned 2022 viste min kontrolscanning at kræften var vendt retur i min nye lever og jeg har nu fået kemobehandling siden. Igen mistede jeg mit hår og i princippet havde jeg jo en paryk fra sidste kemoforløb. Men parykken var jo ikke magen til det hår, som jeg havde fået, hverken i længde eller struktur. Jeg forsøgte at tage den gamle paryk på, men det føltes ikke lige så godt denne gang, fordi den var så langt væk fra det hår jeg havde fået tilbage. Jeg havde brug for en paryk, som lignede mit eget hår, for selvom jeg er meget åben omkring min sygdom og mit forløb, så havde jeg bare brug for at min paryk ikke lyste langt væk af at være en paryk, men i stedet havde jeg brug for en paryk, som lignede mit eget hår. Og det kunne Toftild heldigvis hjælpe mig med. Selvom man er syg, så har man brug for at føle sig smuk og som kvinde har man brug for at føle sig feminin, og for mig sidder der meget af begge dele i mit hår.

← Tilbage til blog