25 cm til ære for Simon
Kræft, tab og stærk storesøster
Lige før jul 2019 besluttede min 12-årige datter Katrine sig for at få klippet sit hår og donere det. Ligeså længe jeg kan huske, har hun haft hår ned til taljen. Det var hendes varemærke. Faktisk kunne håret aldrig blive for langt, og hver gang hun trængte til at få det klippet, måtte vi forhandle om, hvor meget af spidserne, der skulle tages
Da hun derfor kom og sagde til mig, at nu ville hun have det klippet, og at det skulle doneres til parykker, vidste jeg, at det var noget, hun havde overvejet nøje. Årsagen er helt speciel.
Katrines lillebror Simon var 8½ år, da han fik konstateret kræft i sommeren 2017. Katrine var dengang 10 år. Det kom som et kæmpe chok og ændrede vores liv på et splitsekund.
Da Simon fik at vide at han højst sandsynligt ville tabe sit hår som følge af kemoterapien, var han grædefærdig. Ligesom Katrine var han meget glad for sit hår. Alle mændene i familien klippede sig skaldede til støtte for Simon, og jeg tilbød også selv at barbere mit hår af. Katrine ønskede ikke at klippe sit hår. Det forstod Simon fuldt ud, for han vidste jo, hvad håret betød for hende.
Der gik heller ikke mange dage efter Simons 1. kemobehandling, før håret faldt af. Fra det øjeblik gik han ikke uden for en dør uden kasket. Han følte sig bar og nøgen uden sit hår og var meget bevidst om, at han skilte sig ud. Kasketten kunne han skjule sig under. Kun den allernærmeste familie og et par af de bedste venner fik lov til at se ham uden.
Efter 1½ års hård og intensiv kamp tabte Simon desværre kampen mod kræft. Han gik bort d. 11. januar 2019, af alle dage på sin 10 års fødselsdag.
Savnet over tabet af Simon
Savnet og sorgen over tabet af Simon er selvsagt enormt. Vi har mistet vores søn og Katrine sin lillebror og ældste ven. Vi håndterer og bearbejder sorgen forskelligt, og for Katrine har det været vigtigt at gøre noget, som kunne vise Simon, hvor højt hun elskede ham. Og hvilken finere måde at gøre det på end at klippe det hår, hun elsker og donere det til parykker til gavn og glæde for bl.a. kræftramte i kemobehandling.
De 25 cm som Katrine fik klippet af sit hår den dag i december er derfor hendes måde at ære Simon på. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Simon kigger med fra oven og er pavestolt af sin søster!
Vi er meget taknemmelige for, at må dele jeres fortælling. Af hjertet tak.