Anden hårdonation fra Christina

Lige siden jeg var lille, har min hårfarve været genstand for enormt meget opmærksomhed. Rigtig mange voksne komplimenterede mit hår, og fortalte igen og igen, hvor heldig jeg var, at have så smuk en farve. Jeg vænnede mig til at få disse kommentarer, men jeg forstod dem ikke. Jeg forstod ikke, hvorfor mit røde hår skulle være særligt eller specielt. Og det blev ikke lettere at forstå, da jeg først begyndte i skole. I skoletiden var mit hår nemlig fortsat genstand for mange kommentarer fra de andre børn. Men børnene her - særligt drengene - havde en anden måde at omtale det på, og over tid blev farven brugt som et redskab for mobning. Jeg blev kaldt mange forskellige øgenavne, f.eks "Rødhætte", "Jordbærhat"… men også langt grovere vendinger blev brugt. Så jeg må indrømme, at i en årrække ønskede jeg, at mit hår havde haft en helt almindelig- og mindre iøjnefaldende farve.

Selvom det "bare" er hår, så har det for de fleste mennesker en ret stor betydning. Vi plejer det, farver- og klipper det i forskellige frisurer alt efter vores humør. Det er mit indtryk, at langt de fleste af os har en holdning til vores hår, og at vi endda kan blive påvirkede, hvis vi kommer afsted hjemmefra med en "dårlig hårdag". Håret er en del af vores fremtoning og personlige udtryk, på lige fod med det tøj vi vælger at gå i. For nogen føles det endda som en del af deres personlighed. Det kender jeg fra mig selv, og jeg kan nemt forestille mig, hvordan det ville påvirke mig, hvis jeg pludselig ikke længere havde min hårpragt, som altid har været noget særligt for mig.

Jeg er født og opvokset i Aalborg, og har altid kendt til  Toftilds frisørsalon og parykbutik, og i 2017 fortalte min veninde så, at hun overvejede at donere sit hår til det her projekt, som Toftild havde gang i. Det satte tankerne igang hos mig også. Jeg var i forvejen stor tilhænger af at genbruge og videregive ting, så da jeg hørte, at hår på den måde kan genbruges til glæde og gavn for andre, var jeg ikke i tvivl. Jeg havde masser af hår, som jeg ikke selv havde brug for. I december 2017 gik jeg så til min lokale frisør i Horsens, og bad hende klippe 30 cm af, som skulle sendes afsted og doneres til projektet  "Love is in the hair". Jeg elsker tanken om, at dem som har mistet deres eget hår - og måske noget af deres personlighed og udtryk - har mulighed for at få en smuk og naturlig paryk, og forhåbentlig føle sig lidt mere som sig selv igen.

Personligt er jeg født under en heldig hår-stjerne, så mit hår gror ret godt. Derfor valgte jeg i december sidste år - præcist to år efter første donation - atter at lade mit hår klippe og aflevere endnu en donation til det skønne formål.