Man kan godt være Pippi uden fletninger

I juli 2016 blev jeg opereret for brystcancer. Jeg fik fjernet en 2,3 cm lang knude og 250 ml brystvæv fra højre bryst og alle lymfekirtler i højre armhule. For at undgå tilbagefald skulle jeg igennem 18 ugers kemoterapi og 5 ugers strålebehandling.

Jeg har haft langt hår i næsten 50 år, så det var vemodigt at erkende, at kemobehandlingen vil gøre, at jeg skulle miste det.

"Nå. Det kan det ikke nytte noget at tude over." Tænkte jeg. Hvis jeg ikke kan beholde mit hår, kan andre så få glæde af det? Søger på nettet: Hvor kan jeg henvende mig for at donere hår? Finder ikke noget. Sært nok.

Den første kemobehandling

Efter første kemobehandling - hvor jeg næsten ikke turde børste håret af skræk for, at det skulle falde af - så håret sådan her ud. En gigantisk hestehale-uglerede.

Efter anden omgang af kemobehandlingen, 3 uger senere, blev uglereden større. Jeg vågnede hver morgen og havde store kager af uglet hår liggende rundt i sengen. "Øv, at jeg ikke har fået givet det væk, inden det blev helt umuligt at have med at gøre".

Jeg møder andre kvinder med brystcancer. Alle er vi mere eller mindre skaldede, så efterhånden blev jeg parat til at få de sørgelige rester af mit hår barberet af. I oktober tog min mand hårtrimmeren og gør kort proces: af med uglereden. For hulan, hvor er det koldt om hovedet ikke at ha noget hår på! Fryser. Fryser. Fryser! Går med huer, tørklæder, hætter. Sover med hue på for ikke at fryse.

I butikkerne bliver jeg god til at genkende andre med manglende hår pga. kemobehandling. Vi har sådan en helt særegen grå hudfarve ud over det manglende hår. Vi nikker høfligt til hinanden og smiler.

Kemobehandlingen slutter i november 2016, og 2 måneder senere begynder det første karsehår at dukke op på hovedet. Dejligt ikke at fryse hele tiden! Væk med nathuen.

Februar, maj og november 2017 ser håret sådan her ud:

I starten er det helt gråhvidt, og først senere blir det mere og mere rødt med grå striber i. Sjovt nok er mit hår version 2 væsentligt tykkere end før. Det er blevet en ordentlig manke!

En hårdonation i 2018

Januar 2018 starter jeg på det danske dragebådshold af brystcanceroverlevere. Når der kommer nye med på holdet, og vi ikke kan huske, hvem vedkommende er, dur beskrivelser som: "på facebook har hun krøller" eller: "det er hende med det … hår" ikke det store. Så det bliver tindrende klart, at hår betyder rigtigt meget. Både i vores selvbillede. Og i andres billede af os. For det er ofte håret, vi først tyr til, når vi beskriver hinandens udseende.

I juli 2018 er dragebådsholdet i Firenze til et internationalt dragebådsstævne. Det er frygteligt varmt, og jeg er konstant forpustet og træt. Hjemme igen bliver jeg ved med at være forpustet.

I august måned bliver jeg indlagt akut på lungemedicinsk afdeling, hvor lægerne kan se, at jeg har væske stående rundt om højre lunge. En vævsprøve sendes til analyse, og ugen efter står det klart, at min brystcancer har spredt sig. Så nu er jeg 'velsignet' med brystcancer, der har bredt sig til blandt andet lever, knogler og højre lunge.

Jeg har været i forskellige slags kemobehandlinger siden august 2018 og har været heldig, at kemobehandlingen ikke har angrebet håret. I januar 2020 skifter jeg til en ny slags kemobehandling, der har som bivirkning, at håret falder af.

Igen vil jeg gerne donere mit hår, når jeg nu ikke selv kan beholde det.

Og tænk, hvor heldig man kan være!

Igennem hele mit cancerforløb har jeg blogget. En sød medarbejder fra Toftild kommenterer på bloggen, at jeg da gerne må donere mit hår til Love is in the Hair. Jeg finder en  frisør i Hillerød, der er med i projektet.

Efter 3 år uden klipning kan jeg næsten lave en knold af håret! Efter klipning er det blevet til en ultrakort frisure, der max. holder 2-3 uger, inden resten af håret forsvinder. Og ikke mindst 5 fletninger, der kan blive til parykker!

Glæder mig ikke til at fryse igen. Til gengæld glæder det mig usigeligt, at mit kemohår kommer andre til nytte. Det føles (og føltes) som sådan et spild bare at smide det ud.

Kære fletninger!

God rejse!

Kærlig hilsen Ulla