Alopecia: Sådan startede Nannas hårtab

Forside-billede: Fotograf: Sara Skytte

Nanna fortæller sin historie med alopecia, og hvordan det startede. Se videoen herover eller læse historien nedenunder.

Mit navn er Nanna, og jeg har alopecia. Nogle kender måske lidt af historien, andre kender slet ikke historien. Men jeg tror, det er de færreste, der kender til hele min historie.

Jeg har forsøgt gennem de sidste fire år, at snakke åbent om det til både familie og venner, tv, sociale medier, men det har kun været dele af historien. Jeg føler, at der er et behov for, at fortælle hele historien, hvis man vil forstå sammenhængen og se alle sider af forløbet. Her kommer min historie.

Jeg var 13 år gammel og jeg sad i et sommerhus og blev flettet i sofaen af min veninde. Hun bemærkede et sted på hovedet, en lille bar plet, hvor der manglede noget hår. Min veninde og jeg har altid fjollet meget og lavet sjov med de ting, vi kunne lave sjov med. Så jeg husker egentlig bare, at vi grinede lidt af det.

Men på relativt kort tid, altså et par måneder kun, der voksede den her plet så større. Den var nok på størrelse med en femkrone. Og jeg undrede mig en lille smule over, hvad det var. Jeg var ikke bange på det her tidspunkt, fordi pletten var trods alt heller ikke større, end den var. Og jeg husker tydeligt, at jeg viser den her plet til mine forældre, og de bliver måske sådan lidt halvsure, halvirriterede, fordi de tror, at jeg har gjort det med vilje. Men jeg fortalte jo, at det ikke var mig, og jeg tror heller ikke, de tænkte så meget mere over det.

Og den plet, der lige havde været på størrelse med en femkrone, den formerede sig og blev til flere pletter. Det var først, da der kom flere pletter, at vi begyndte at tænke, at der var noget galt. Det hele skete jo på et halvt års tid, så det gik lynhurtigt.

Mit hår forsvandt, men hvorhen?

Men det mærkelige var bare, at der var ingen steder, at det her hår forsvandt hen. Jeg forstod det ikke, fordi når jeg vågnede, så var der ikke vildt meget hår på hovedpuden, og jeg kunne heller ikke bare lige trække det ud. Der hvor det var mest synligt, var da jeg var i bad. Der kunne man godt se, at der var lidt flere hår end normalt, der ligesom faldt af.

Så min mor besluttede at få mig til hudlægen, og her fik jeg lavet sådan en test på ryggen, hvor jeg fik penslet acetone på. Ja, acetone! Og det var for at finde ud af, om min hud ligesom kunne tåle det. Det kunne den godt, så jeg fik smurt det her acetone på de pletter, jeg havde. Hudlægen sagde, at der var 30-40% chance for, at det her ville virke, og jeg ville kunne få mit hår tilbage via penslingen med acetonen.

Og jeg tror egentlig heller ikke, at hudlægen var 100% sikker på, at det var alopecia, men det var deres bedste bud. Penslingen virkede ikke for mig, og vi gik ind og googlede på internettet, i håb om at kunne finde en forklaring på håretablet. Og jeg kunne godt se, at de andre på internettet, som også havde alopecia, havde nogle pletter, der lignede mine.

Jeg så også billeder med folk, der var helt skaldet, og som både manglede øjenbrynene og øjenvipperne, og det skræmte mig, fordi tænk hvis det blev mig! Internettet sagde også, at det ville hjælpe at spise glutenfrit. Så det prøvede jeg i to måneder, men det hjalp heller ikke. Det gik kun en vej, og det var nedad.

Humor og positivitet har været en stor hjælp

Jeg vil selv mene, at både min familie og mine venner har håndteret hele mit hårtabsforløb rigtig, rigtig godt. Både humor og positivitet har været en kæmpe del af mig, og har været en stor hjælp i den her forbindelse. Fordi ret tidligt i mit forløb, der kaldte jeg min plet for Ole. Det var en måde for mig at se pletten som en ven, i stedet for noget fremmede og noget farligt. Men det er klart, at det ikke er sjovt at have en plet som Ole. Og slet ikke som teenager!

Så der har været bump på vejen. Og jeg husker, at den værste tid overhovedet var den der uvished, der var. Om ikke at vide, hvor det hele ville føre hen. Hverken lægen eller internettet kunne sige noget. De var i hvert fald ikke 100% sikre. Det ikke at vide, om man måske ville blive skaldet lige om lidt, om man måske ville tabe øjenbrynene og øjenvipperne, det var en rigtig ubehagelig følelse.

Corona var en rar pause

Jeg ser mig selv som et meget socialt, positivt og glad menneske, som elsker sine klassekammerater og sine fodboldveninder. Men i 2020, hvor mit hår valgte at sprede sig og blive til pletter, dér følte jeg mig for første gang rigtig usikker på mig selv! Jeg var faktisk rigtig glad for, da Corona-pandemien meldte sin ankomst, fordi det gjorde, at jeg kunne sidde hjemme foran skærmen, og med et lille bitte billede nede i hjørnet, kunne jeg vise mig forfra og ikke bagfra, hvor man faktisk ville kunne se alle de her pletter.

Så jeg kunne faktisk skjule mig bag skærmen. Den klasse, som jeg elskede at møde op til hver eneste morgen, blev pludselig en kæmpe udfordring for mig, da vi begyndte at kunne møde fysisk op i klasserne igen. Ja, faktisk bare at skulle spille fodbold, spille den sport, jeg elskede, det blev pludselig en udfordring for mig. For så skulle man møde op på fodboldbanen, og jeg havde ikke lyst til at vise mine pletter til nogen, fordi der var jo ikke nogen, der skulle vide, at jeg havde dem.

Det var slet ikke normalt for en pige, og så slet ikke i den alder. Jeg tænkte jo bare, at det mest normale var at tabe sit hår, når man kom lidt op i årene, men jeg var bare Nanna i 8. klasse, der bare havde lyst til at beholde sit hår. Men takket være min meget kreative familie, så vidste jeg, at vi nok skulle finde en løsning.

Mors kreative pandebånd

Min mor købte 3-4 pandebånd, og så kørte hun en tur i Glitter, hvor hun fandt nogle meget billige hår-extensions, og så syede hun dem fast på de brede pandebånd, hun havde bestilt hjem. Og vupti, så havde jeg lige pludselig et pandebånd med noget hår, som jeg kunne skjule mine pletter med. Det gjorde også bare, at folk undrede sig lidt over, hvorfor jeg fra den ene dag til den anden pludselig gik med nogle kæmpestore brede pandebånd, som jeg jo ikke var vant til. Og jeg tror egentlig bare, at jeg med et smil sagde, at det var fordi, jeg gerne ville ændre min stil. Men det var jo ikke derfor, og der var egentlig heller ikke så meget at smile af.

Til fodboldtræning var jeg bange for, at nogen skulle hive mig i håret, fordi så ville det jo falde af. På de sociale medier var jeg også bange for, at nogen ville opdage det, hvis ikke jeg skjulte godt nok. Og om sommeren kan jeg huske, at jeg heller ikke ville bade. Jeg synes ikke, det var særlig sjovt, fordi jeg ikke ville tage min bøllehat af, men jeg synes, det var for fjollet at bade med bøllehatten på.

Og da jeg var fodboldtræner på en fodbold camp, kan jeg huske, at nogen af børnene spurgte, om jeg havde kræft. Og jeg kan også huske, at der var en af børnene, der sagde til mig, at jeg havde en stor pande. Men det var der jo ikke noget ondt i, fordi de var jo bare børn og er meget nysgerrige.

Jeg synes faktisk, at jeg var rigtig god til at svare folk på, hvad det var, hvis de spurgte. Altså at sige, at det var pletskaldethed eller alopecia. Og give dem ret i, at ja, jeg havde en stor pande.

Den store afsløring

Jeg var efterhånden nået til et punkt, hvor jeg var træt af at skjule det. Det ville være langt mindre tidskrævende, hvis mine følgere på sociale medier vidste, at jeg havde alopecia, fordi så behøvede jeg ikke at skjule det.

I forbindelse med nogle optagelser til DR Ultra, som min mor havde fundet gennem Facebook, så kom der et lille filmhold hjem til mig. De var i gang med at lave en lille serie med forskellige unge, som måske skilte sig lidt mere ud end gennemsnitsmængden af andre unge. Det her var min chance for endelig at kunne afsløre for alle, at jeg havde alopecia. Filmholdet spurgte, om de ikke måtte filme, at jeg afslørede det og lagde det ud på sociale medier.

Normalt er jeg fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Men på det tidspunkt, da jeg skulle uploade videoen, var jeg skrækslagende for, at jeg ville få hatekommentarer. Men jeg gjorde det, og jeg uploadede videoen.

Det eksploderede! Det eksploderede fuldstændig, men på en positiv måde. Videoen blev set af over 50.000. Både folk, jeg kendte, og folk jeg ikke kendte. Mennesker jeg kendte fra fjernsynet, de kommenterede på min video.

Jeg var så lettet, men jeg var også meget overvældet, fordi mange af de beskeder, jeg fik, var fra folk, der selv havde alopecia. Jeg var sikker på, at jeg var Palle alene i verden, der havde alopecia, men der åbnede sig bare et helt nyt fællesskab, og jeg fandt ud af, at via min video havde jeg hjulpet en masse andre mennesker.

Jeg sagde ja til at komme med i Go'morgen Danmark. Det gjorde jeg, fordi Kim, som er nevø af Puk Elgård, gav et tip til Puk og taggede hende i kommentaren. Det gjorde så, at Puk kunne se den video, hvor jeg afslørede, at jeg havde alopecia. Og senere hen valgte jeg også at sige ja til at smide håret på Zulu Awards-scenen 2021.

Jeg fandt ud af, at hver gang jeg åbnede op og snakkede højt om det, så følte jeg mig mindre alene, fordi der var mange flere derude. Der også åbnede op og fortalte, at de også havde alopecia. Men det fedeste var, at jo flere gange jeg nævnte højt for mig selv og for andre, alle de her positive ting ved sygdommen, jo mere troede jeg også selv på det. Det at være åben og snakke højt om det, gør også, at det bliver ligeså normalt at snakke om, som alle mulige andre ting.

Fordi de ting, man gentagende gange gør eller siger, det bliver mere normalt end de ting, man holder for sig selv. Jeg blev bedre til at se fordelene, og gradvist udfordrede jeg også mig selv ved f.eks. at gå ud med skraldet uden hår. Næste gang gik jeg måske op til Netto, og til sidst kunne jeg smide håret på gymnasiet en enkelt dag.

Det at få paryk var en af de største dage i mit liv

Faktisk synes jeg, at det blev nemmest ved hele forløbet, da jeg tabte alt mit hår. Fordi det gjorde, at jeg ikke havde nogen irriterende totter siddende, som var i vejen. Det gjorde bare, at jeg kunne være helt skaldet, og så kunne jeg få en paryk, som lignede mit eget hår.

Og det er en af de største dage i mit liv, da jeg fik en paryk. Fordi det var som om, jeg begyndte at kunne genkende den Nanna, fra før jeg fandt ud af, at jeg havde alopecia. Men min første paryk er en helt historie for sig selv, så den kommer i en anden video.

Mit hår er kommet igen

Nu har jeg fået ret meget hår tilbage. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke hvordan. Men jeg er glad for det selvfølgelig, men jeg mangler stadigvæk rigtig meget. Og det irriterer mig! Det irriterer mig rigtig meget, at jeg ikke bare kan få det sidste hår. Fordi nu er noget af det kommet, så hvorfor kan resten ikke bare komme? Men dog så kan mit hår efterhånden dække det meste af det, og så skal jeg også huske på, at det bare er hår.

Og det ændrer ikke på, hvem jeg er. Jeg er stadigvæk Nanna, der kan spille fodbold. Og som kan lave sjov med ting. Og som kan være en del af et fællesskab. Og som stadigvæk kan have de værdier, jeg nu end har. Og jeg tror på, at hele det her forløb har gjort mig endnu stærkere. Så når jeg står over for andre svære ting, så kan jeg måske takle det bedre, end hvad jeg kunne før.

Tak fordi du lyttede til min historie. Skriv endelig til mig eller til Toftild, hvis du står i en lignende situation, eller kender nogen, der gør.

Eller du bare har lyst til at dele dine tanker. Vi ses!

Du finder Nannas Instagramprofil lige her eller ved at søge på @freestyle_linddd.