Anettes hårtabsrejse med Alopecia Universalis

Mød Anette der åbent fortæller om sit hårtabs forløb.

Det hele begyndte i 2016, hvor jeg var 24 år gammel. Min far var netop død - alt for tidligt - og jeg rammes af en enorm sorg. Kort tid efter finder jeg en bar plet i nakken på størrelse med en 5 krone. Oveni al sorgen begyndte jeg at frygte for mit helbred. For hvad var årsagen til, at jeg som kvinde pludseligt fik bare pletter i hovedbunden. Mit sorte hår var langt og tykt, men jeg besluttede at tage til lægen. Hvad nu hvis, der var noget alvorligt galt? 

Jeg tog kontakt til egen læge, men hun ønskede ikke at tilse mig, for der var ikke noget, hun kunne gøre sagde hun. Så jeg fik tid hos en anden læge.

Hos lægen tog de flere blodprøver, og de konstaterede, at jeg var i B12 mangel. Jeg kom i behandling og blot to måneder senere var pletten faktisk væk, og mit hår voksede lige så fint som hidtil.

I 2020 begyndte det hele igen

Fire år efter opdagede jeg nærmest fra den ene dag til den anden, at jeg havde mistet alle mine hår på armene. Faktisk tænkte jeg ikke yderligere over det, da jeg fortsat havde mit lange tykke hår på hovedet. Alt var, så at sige, som det “plejede”.

Men blot seks måneder senere begyndte mit hår at fælde. Jeg tabte mere og mere hår, og i takt med at mit hår faldt af, blev det naturligvis utrolig tyndt i længderne. Jeg havde på daværende tidspunkt ingen bare pletter - “bare” tyndt hår, og jeg begyndte igen på B12 tilskud. Det hjalp bare ikke denne gang.

Jeg valgte at klippe håret i en page. Men der gik ikke lang tid, før jeg opdagede endnu en bar plet i min skilning.

Jeg ringede til lægen igen. Jeg var dog lidt forbeholden overfor at skulle ringe og ventede måske lidt for længe, da jeg var utrolig nervøs for, hvordan det ville blive modtaget. Jeg var ikke tidligere blevet hørt. Fra den ene dag til den anden opdagede jeg to store pletter ved ørerne, og følelsen af afmagt og fortvivlelse strømmede ind over mig. Var jeg syg? Var det noget alvorligt?

Blodprøverne var nogenlunde. Mit B12 niveau var lidt lavere end normalt - men ikke som den første gang. Min læge lavede en henvisning til hudlægen, hvor der var to måneders ventetid!

“Ser jeg mere syg ud end mine patienter?”

Inden jeg nåede til hudlægen, gik det stærkt med mit hårtab. Jeg var utrolig ked af det, og jeg havde det helt forfærdeligt - særligt da jeg skulle på arbejde på kræftafdelingen. Jeg arbejder som social og sundhedsassistent på en kræftafdeling, og jeg synes, at den situation var utrolig svær. Tanker og følelser fyldte mit hoved. Kunne patienterne mon se, at jeg manglede en del af mit hår? Så jeg mere syg ud end dem? Hvad med mine kollegaer? Det fyldte hele min hverdag. Jeg skjulte mit hårtab og de bare pletter med et pandebånd.

Jeg var dog stadig forholdsvis rolig. For min krop havde det godt - som altid. Så jeg begyndte at Google mig frem til alle mulige (og umulige) løsninger på mit hårtab, og jeg kastede mig ud i 1000 vis af vitaminer, sera, shampoo - you name it. Men intet virkede.

Jeg kunne slet ikke følge med! Mit hår faldt af, og der var utrolig længe til, at jeg havde tid hos hudlæge. Jeg fik heldigvis en akut tid efter ca. tre uger, hvor jeg med det samme startede på hormoncreme og hormonsprøjter i hovedbunden, B12 tilskud samt D-vitamin, og jeg fik fjernet min hormonspiral. Hver 4.-6. uge kom jeg ind til konsultation for at gøre status på de mange tiltag, så der løbende var evaluering. Jeg skulle give det tid, men jeg blev optimistisk og håbefuld, for der var lagt en plan, og der var opfølgning og samtaler undervejs. 

Livsglæden forsvinder sammen med håret

I december ramlede alt! Jeg var i kulkælderen og var utrolig ked af det. På daværende tidspunkt var jeg gået fra at have en del hår til at være utrolig tyndhåret - jeg havde mistet næsten alt mit hår på bare to måneder! Jeg mistede fuldstændigt modet, lysten og livsglæden - jeg følte, at livet var forbi! Hårene voksede fint ud det ene sted, men faldt af et andet sted. 

Jeg blev mere og mere syg, ikke fysisk men alle tankerne, bekymringerne og uvisheden sled mig op og resulteret i flere og flere sygedage fra mit arbejde. Jeg så enormt syg ud, og jeg vidste fortsat ikke, hvad årsagen var. Følelsen i kroppen var som den plejede at være, men det var svært at holde ud, når jeg ikke vidste, hvad der var galt med mig.

Skaldet resten af livet?

Jeg startede til psykolog. Det fyldte utrolig meget for mig; det uvisse. Skal jeg være skaldet resten af livet? Hvad skal der ske? Efter nogle få sessioner konstaterede psykologen, at jeg muligvis havde en depression. Jeg kunne SLET IKKE forholde mig til det. Jeg kunne ikke rumme, at der var flere ting galt med mig. Jeg stoppede umiddelbart efter - jeg kunne simpelthen ikke overskue situationen. 

Hos mit andet besøg hos hudlægen, fik jeg min første parykbevilling. Hudlægen ville stadig ikke stille en diagnose, for håbet om at håret ville komme tilbage, var stadig til stede.

Hårprotest!

Undervejs i mit forløb, gik jeg helt i hår-protest. Jeg stoppede med at barbere mine ben og i armhulerne, fordi jeg ikke ønskede at være med til at fjerne mine hår. Jeg elskede pludseligt alle mine hår. En sjov tanke, når mange bruger en stor del af sit liv på at fjerne håret netop disse steder. Men når det så pludseligt forsvandt af sig selv, var det helt anderledes.

Det hjalp utrolig meget at tale om det med min familie. Min mor var nok lige så påvirket af min situation, som jeg var. Vi havde mange, lange snakke. Jeg fandt også stor støtte i at tale med min kæreste og mine veninder.

Jeg vælger parykken til

Jeg havde glædet mig til paryk og havde en forventning om, hvordan det ville blive, men det var en mærkelig og anderledes følelse.

Frisøren så muligheder, men der var jeg bare ikke. Jeg ville ligne mig selv. Jeg ville bare have mit gamle hår tilbage. Jeg var nervøs for, at andre kunne se, at jeg havde paryk. Ville folk nævne noget?

Min første paryk var limet på. Det hår jeg havde tilbage blev klippet helt kort - min veninde hjalp mig - det var en dag fuld af følelser. Jeg havde parykken på i tre uger, men den kløede, og jeg fik eksem i nakken. Det var et mareridt. Da jeg pillede den af den allerførste gang, græd min datter. Det var en stor omvæltning.

Min kæreste spurgte mig, om parykken skulle være en hemmelighed. Vi talte om, hvad jeg ville. Jeg ønskede faktisk ikke, at det skulle være en hemmelighed. Det helede mig en lille smule hver gang, jeg talte højt om det.

Det er sådan jeg ser ud - jeg er stadig pæn - kvindelig!

Parykken gjorde mig virkelig glad. Jeg begyndte at få det bedre. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg besluttede mig for, at jeg måtte videre - også for min datters skyld.

Min datter havde kun en reaktion på mit udseende den første gang, jeg tog parykken af. I dag er det heldigvis hverdag. Jeg er jo bare mor.

Jeg forsøgte at flytte fokus fra mine tanker, og jeg begyndte at at lave papirblomster og var meget i naturen. I samme periode blev jeg sygemeldt, så jeg kunne få ro og det hjalp mig. Først senere fik jeg overskud til at spørge min kæreste om, hvordan han havde haft det. Det havde vi aldrig fået talt om. Alt havde kun handlet om mig. For det havde været utrolig svært; også for ham på sidelinjen. Han havde været rigtig ked af det og været meget bekymret. Mit udseende havde ændret sig. Det var svært for ham at ændre det indre billede, han havde af mig. Han vidste ikke, hvad han kom hjem til - med eller uden hår.

Tryg med paryk hos Toftild

Efter fire måneder med min første paryk, kom jeg til Toftild. Kemien og trygheden jeg manglede hos den anden frisør, fandt jeg med det samme her. Jeg havde brug for eksperter. Jeg fulgte Josefine Valentin på Instagram og valgte Toftild på grund af hendes anbefalinger. 

Den første samtale jeg havde, var med Claus Toftild. En praktisk samtale om forventninger, priser og modeller. Ligesom jeg kan lide det.

Jeg blev rigtig glad for den nye paryk, og i dag har den første paryk en enorm stor følelsesmæssig værdi for mig. Jeg har den faktisk stadig. De nye parykker, som jeg senere har fået hos Toftild, er meget pænere og er bedre lavet, men den gamle betyder bare noget for mig. Den minder mig om en tid, hvor alt var svært, men hvor det hele pludseligt vendte, og jeg fik det bedre.

“Du har alopecia”

Jeg får konstateret alopecia hos hudlægen. Men det kom ikke som et chok. Jeg var i forvejen stoppet med mine mange tilskud, fordi jeg selv have en formodning om, at det var det. Under mit lange forløb møder jeg en dame med alopecia. Hun ser på mit hår, eller resterne af det, og hører min historie. Ud fra dette er hun helt sikker på, at jeg har alopecia. Det gjorde meget ondt. Hun var den første, der satte navn på min situation. 

Nytårsfortsæt og sejre

Jeg laver et nytårsforsæt for 2022: At kunne gå på arbejde uden paryk! Faktisk udlevede jeg det fortsæt på min allerførste arbejdsdag i 2022. Jeg følte fortsat, at det var en mærkelig følelse, og der skulle flere gange til, før det blev “hverdag” for mig.

Efter noget tid på arbejde kommer den første reaktion fra en pårørende på jobbet: “Har du også kræft?”

Jeg tog dialogen. Det var grænseoverskridende at skulle fortælle en fremmed om mit liv og mine udfordringer. Men det var også en kæmpe sejr.

“Ingen skal tro, jeg er en mand”

Pludselig rammer det hele mig igen. Jeg tror, at det handlede om, at jeg pludseligt skulle til at søge bevilling til paryk igen. Jeg skulle forholde mig til det på ny. Jeg gav mig selv lov til at være ked af det.

Jeg følte, at jeg havde mistet min identitet med mit hår. Tidligere havde jeg altid god selvtillid, og jeg var tilfreds med mit udseende. Men i takt med at mit hår og mine øjenbryn faldt af, mistede jeg mit udseende og den jeg så i spejlet. Jeg lagde min kvindelige identitet i mit hår. 

Jeg ønskede ikke, at nogen skulle tro, at jeg var en mand.

“Man kan godt være skaldet uden at være syg”

Jeg har brugt Instagram utrolig meget til at hele mig selv. Jeg har ofte grædt i en story, når jeg har fortalt åbent og ærligt om mine følelser i denne process, som er gået så hurtig, at jeg slet ikke har kunnet følge med mentalt.

I dag bruger jeg min Instagram til at bryde tabuet og fordommene om at “hun har kræft”.

“Nej - jeg har alopecia”.

Hårtab hos kvinder forbinder vi ofte med sygdomme som kræft. Og inden jeg selv stod i det, tænkte jeg det samme. 

En lille “sjov" sidebemærkning, så var det sidste hår, jeg tabte, mine hår i næsen. Det græd jeg faktisk over. Jeg følte mig også lidt dum, fordi næsehår jo oftest er noget, man gerne vil af med. Men det var mine sidste hår, og på den måde blev det endegyldigt.

Hvis jeg kunne vælge bare ét sted, jeg kunne få håret tilbage, så er det naturligvis mit hår på hovedet, men faktisk savner jeg også mine øjenbryn utroligt meget. Jeg tegner selv mine bryn op i hverdagen, og til fest bruger jeg bryn tattoos fra Toftild for at skabe et mere naturligt look. Det skaber ligesom mimikken i hele ansigtet.

Jeg elsker at gå med paryk. Jeg elsker at sætte den, og at den gør, at jeg ligner alle andre. Men jeg vil også gerne vise verden, hvordan jeg ser ud i virkeligheden. Jeg synes, det er vigtigt at vise, at man godt kan være skaldet uden at være syg. Og jeg synes, det er vigtigt at bryde det tabu det er at være kvinde og skaldet. 

I dag kan jeg faktisk både handle i Netto og hente min datter i børnehaven - helt uden paryk.

Mit bedste råd:

Det er okay at være ked af det. Tiden læger alle sår.
Man kan sagtens blive glad og lykkelig uden hår.

Jeg håber, ved at dele min historie, at det måske kan være bare lidt nemmere at komme igennem for andre i samme situation.


Anette anvender disse produkter

← Tilbage til blog