Gratis fragt over 699 kr.
1-3 dages levering
Jeg prøvede alt muligt (og umuligt)
Mød Nanna der har alopicia universalis og læs hendes historie.
Det hele startede, da jeg skulle starte i børnehaveklasse. Jeg var bare 6 år gammel. Mine forældre opdagede, at der var noget galt, da mit hår lå i totter på dynen, i dørkarmen og i badet - de var begge meget chokerede. Til sidst havde jeg en masse bare pletter rundt omkring på hovedet, og det sidste af mit hår på hovedet faldt af i julen samme år.
Min mor var desperat! Jeg prøvede alt muligt (og umuligt) som skulle virke ifølge nettet. Jeg kom til hudlægen og fik en masse cremer… men intet hjalp.
Da jeg blev 12 år gammel, blev jeg henvist til Bispebjerg hudafdelingen, som bevilligede min første paryk. Jeg havde nu mistet alt hår på hele kroppen og jeg fik konstateret Alopecia Universalis.
Som barn og ung, var jeg meget ked af, at jeg ikke var ligesom de andre piger i skolen. Jeg kunne ikke gå i svømmehallen, ikke sætte mit hår op eller sove ude hos veninder, fordi jeg var usikker på mig selv. Usikker på hvad de andre tænkte om mig! Jeg kan tydeligt huske hvordan det var at føle sig udenfor. Jeg blev konstant mindet om, at jeg ikke var ligesom alle de andre i klassen… og det var utrolig hårdt.
Min første paryk
Da jeg endelig fik min første paryk (fiberhårsparyk), var jeg lykkelig!
Det var helt surrealistisk at have hår og ligne de andre piger i klassen - særligt fordi jeg i mange år havde drømt om at få mit lange hår igen!
I teenageårene begyndte jeg at gå mere op i mit udseende. Min mor og jeg brugte lang tid foran spejlet inden skole, da jeg skulle have tegnet mine øjenbryn op og have sat parykken ordentligt, så man ikke kunne se jeg havde paryk på.
Det betød rigtig meget for mig, at folk ikke vidste at jeg ikke havde noget hår og at jeg gik med paryk. Jeg gjorde alt for at dække over, at jeg gik med paryk. Med tiden var der nogle stykker, som havde regnet den ud og folk gik og snakket i krogene og kiggede på mig i skolen. Det gjorde mig utrolig ked af det, når folk snakkede om mig bag min ryg. Jeg havde ikke lyst til at være anderledes eller skille mig ud!
Da jeg begyndte at acceptere det
Da jeg gik ud af folkeskolen og startede i 10. klasse på en anden skole, begyndte jeg at tale frit om min sygdom og jeg lagde ikke skjul på, at jeg havde alopecia universalis.
Det at snakke åbent om det, gjorde at jeg ikke længere skammede mig og gemte mig bag min paryk. Jeg begyndte endelig at acceptere, at jeg så ud som jeg gjorde.
Der var dog stadigvæk én ting som plagede mit sind.
Jeg havde stadigvæk ikke vist mig uden paryk!
De eneste som havde set mig uden paryk, var mine nærmeste (familie og venner).
Det var vildt grænseoverskridende
I april 2020 tog jeg mod til at ligge et opslag på Facebook og Instagram uden hår! Det var meget grænseoverskridende og jeg gik længe med mobilen i hånden inden jeg trykkede på "Del opslag".
Jeg blev meget overvældet og lettet over alle de søde og støttende kommentarer og beskeder jeg fik, det gav mig blod på tanden og jeg var klar til at tage det næste skridt; at gå uden hår i offentligheden!
Omkring et år efter, kontaktet jeg DR3 Tværs og skrev min hårtabshistorie! Sammen med DR lavede jeg en dokumentar om min rejse mod at smide håret og gå ud blandt mennesker - helt skaldet! Dokumentaren blev en stor succes og jeg fik så meget positiv respons. Dette gav mig super meget selvtillid!
Jeg hviler 100% mere i mig selv i dag og jeg er rigtig stolt af den jeg er og hvordan jeg ser ud!