Ville du give dit hår væk til andre, som har brug for det?
Hvis du har langt hår, som er mindst 25 cm og som aldrig har været farvet, permanentet eller fået lyse striber i, så kan du gøre en anden glad ved at klippe det af hos en frisør og aflevere det til Toftild Hårdonation og projektet Love is in the Hair. Ved at donere dit hår væk, er du med til at hjælpe mennesker, som ikke er født under ligeså heldig en hårstjerne som dig eller som har mistet håret pga. sygdom. Måske kan du undvære dit hår, fordi du ved, at det gror ud igen, og måske kan det at gøre noget godt for andre, give dig selv en rigtig god følelse. Du kan se meget mere om hvad Toftild Hårdonation er med til at gøre for folk uden hår i udsendelsen på Ultra Nyt og måske selv blive inspireret til at donere dit hår. Her kan du også gense Nanna, som har fået en paryk fra Toftild.
Nanna fik paryk, fordi hun mistede det meste af sit hår
Nanna lider af alopecia areata, som er en autoimmun sygdom. Det betyder, at kroppens immunforsvar angriber kroppens eget væv. Hendes hår begyndte at faldt af i store pletter, og til sidst besluttede hun sig for at prøve, om en paryk var noget for hende. Nanna kom forbi Toftild på Frederiksberg for at vælge sin paryk, og du kan se udsendelsen fra Ultra Nyt her.
Nanna valgte en paryk lavet af ægte hår, som ser meget naturlig ud. Selv fortæller Nanna, at parykken føles meget som hendes eget hår, fordi hun ved, at håret kommer fra en anden. Og det er her hårdonationerne kommer ind i billedet. Uden alle jer dejlige hårdonorer, kunne vi ikke lave ægtehårsparykker.
Nanna og alopeica areata
Nanna fortæller i videoen her, hvordan det er at have alopecia og viser for første gang, hvordan hårtabet ser ud. Alopecia areata er ikke farligt og det smitter ikke og gør ikke ondt. Men det kan føles svært at undvære sit eget hår og være skaldet, når man ikke selv har valgt det. Derfor betyder det rigtig meget, at alle der kan undvære lidt af sit eget hår, donerer det til projekter som Toftild Hårdonation.
Derfor kan andre få glæde af dit hår
Hos Toftild får vi fremstillet vores egne parykker på en fabrik i udlandet. Men der er mangel på skandinavisk hår, så vi har længe måttet bruge andre typer af hår til at få fremstillet parykkerne. Der er stor forskel på, hvor naturlige parykker i ægte, skandinavisk hår ser ud sammenlignet med andre typer af hår, og derfor vil vi hos Toftild meget gerne have mulighed for at tilbyde parykker, toupeer og alternativt hår lavet af donationshår. Hvis du alligevel har planer om at klippe dit hår, så husk, at det kan komme andre til gavn og gøre stor glæde hos dem, der lider af hårtab som f.eks.alopeci. Eller hos dem, der mister sit hår pga. kemobehandling.
Hår fra unge til unge
En del unge mennesker kan også opleve at miste sit hår af mange forskellige grunde, som f.eks. Nanna, og hos Toftild synes vi, at der har manglet gode, naturlige parykker til netop de helt unge. Det vil vi gerne lave om på med projekt Love is in the Hair, hvor du som ung kan være med til at give en anden ung det hår tilbage, som de savner.